"Jesus på slottet" - set fra sidelinjen
Elizabeth Padillo Olesen

Så var dagen, som jeg havde ventet på, kommet. Det var min tur til at komme til arrangementet, Jesus på slottet, sammen med børnene i 3. klasserne af Munkevængets Skole og med mine fire kollegaer. Dagen, jeg havde ventet på, var kommet efter fire år. 

Foran portalen til Kolding Hus stod 3. klasserne fra forskellige skoler i Kolding Kommune med deres palmegrene i forskellige former og fisk i forskellige farver. Der var også voksne mænd og kvinder, sandsynligvis var de lærere og præster, klædt i mærkelige kostumer. Hver klasse blev modtaget af en eller to disciple, som holdte et skilt med skolernes navne. Børnene blev lige fra starten introduceret til en dramatisk fortælling af en gammel historie, der skal opleves i nutiden. 

Der blev spillet trompet, og børnene dannede en vej, hvor de udklædte personer, som måske havde forskellige roller i den dramatiske fortælling, marcherede frem. Børnene viftede med deres palmegrene, mens de sang "Hosianna, du Davids søn". Blandt dem, der marcherede foran, var en mand klædt i hvidt tøj sammen med sine disciple og en, der spillede byens borgmester. Hver klasse marchede efter hinanden frem mod Koldinghus, mens de sang, og de samles ved springvandet midt i Koldinghus' gård. Her  holdte "Jesus" en tale, og borgmesteren sagde velkommen og introducerede stedet.  Disciplene førte hver klasse til de seks steder, hvor børnene kunne opleve forskellige fortællinger. 

Det første sted i Koldinghus, som min klasse besøgte, var ovenpå. Vi skulle gå op ad trappen, og der i et lille lokale ventede en blind mand, som fortalte sin historie om at blive syg og at blive blind, og at få helbredelse ved Jesus hjælp. Men den sjoveste del af den fortælling var, at børnene fik lov til at lege  en blind mand.  Frivillige børn kom frem for at få bind for øjnene og gå blinde til et sted  i rummet, mens de andre jublede "til højre" eller "til venstre" for at vejlede de blinde, så de undgik at ramme de dyr, som stod på vejen. Og legen forsatte med barn efter barn, som ønskede at være den blinde person. Det var meget sjovt. Det var en fortælling, som fik de små børn til at forstå, hvad det er at være blind, og det nødvendige i at hjælpe en blind eller syg person til at klare sig livet. 

Det andet sted var henne ad gangen, hvor en smuk, velklædt kvinde ventede på os siddende på en stol. Her fortalte Maria Magdalena sin historie, om en som voksede op som en uønsket pige, der blev mobbet, kaldt ved forskellige grimme navne, en pige som hørte lyde i sit hoved, som sagde, at hun skulle gøre ondt i mod andre. Men hun var også en pige, som oplevede Jesus, der tog imod hende som en person med værdi. Kvinden, der fortalte, var så dygtig til at fortælle, at jeg kunne se at børnene havde store øjne, mens de lyttede til hende med fuld koncentration. Jeg tror, at det vigtigste ved oplevelsen var, at børnene kunne identificere sig med smerten, man oplever, når man bliver mobbet, betragtet som anderledes og står uden for gruppen. Fortællingen, synes jeg, rammer hver enkelts behov for at blive accepteret og elsket. 

Den tredje fortælling var et sted, som så ud som et fangehul. Neden for trappen ventede os en lænket person bundet til en søjle og siddende på noget hø, en gammel mand med snavset ansigt og tøj, en mand med uredt hår, som gav os en fornemmelse af, at hans hår var fuldt af lus. Han spillede rollen som Johannes. Og rundt omkring ham sad vores små børn tryllebundet af scenen, og meget spændt på at høre, hvad han ville fortælle. Hans stemme var lav, som en der havde været syg i lang tid, en som var smidt i fængsel, en der ventede på sin dødsdom. Her blev børnene  konfronteret med ondskabens virkeligheden, når friheden er tabt, med sult når der ingen mad findes og med et glimt af håb i livet, der forsætter selv i mørke og håbløshed. 

Det fjerde sted ventede Simon Peter på os med sit net klar til at fange fisk. Han bad børnene om at smide deres fisk ud i nettet. Det var meget sjovt for børnene at opleve Simon Peters gæstfrihed, da han uddelte fiske-slik til alle børn og voksne.  Her fortalte Simon Peter om sit job som fisker, om sit daglige liv med at fange fisk sammen med andre, og om sin oplevelse af at blive skuffet, fordi han ingenting fangede, men også hans oplevelse af Jesus, som opmuntrede ham til at gå tilbage til vandet for at kaste nettet ud. Det var Simon Peter, som viste menneskets desperation og skuffelse over, at tingene ikke altid fungerer. Og han viste sit mod til at prøve noget, som virkede latterligt, men som han opfattede som et mirakel. Han fik mange fisk, flere end han kunne bære. Simon Peter fortalte også om, at han løj, at han benægtede at kende Jesus, og om hanen, der fik ham til at huske, at han løj.  Her synes jeg, børnene blev konfronteret med arbejdsvilkår og behov for mod til at tro på, at tingene lykkes, og med det menneskelige i at begå fejl og at sige undskyld, når man har erkendt, at man har begået en fejl.  

Den femte sted var et luksusrum, hvor den magtfulde Kajfas, i sit majestætiske og farverige tøj og hat ventede på os. Det var Kajfas med sin store stemme og store tillid til sig selv og sin magt. Her var Kajfas, som fortalte om lovens vigtige plads i sit rige. Han fik børnene til at læse de ti bud i kor, et efter et, fra bogruller, som børnene havde lavet i klasserne. Det sjoveste var, at Kajfas valgte nogle af de ti bud og forklarede dem for børnene. Det var en god samtale, fx om buddet: Ær din mor og far. Kajfas fortalte, om hvordan børnene kunne ære deres forældre, og børnene kom med deres egne bud på det. Men Kajfas, som en magtfuld person, fortalte også om hans intention om at dræbe Jesus, at loven, "Du må ikke dræbe", kunne laves om , når det passede med hans egen vilje og ønske om at beholde magten. Her, synes jeg, blev børnene konfronteret med realiteten af den ondskab, der findes i verden, som kan ramme selv de mest uskyldige mennesker.

Det sjette sted sad en anden smuk kvinde, med fredeligt ansigt, på en stol og ventede på os. Ved siden af hende havde hun en kurv. Børnene sad rundt omkring hende. Hun introducerede sig selv som Maria, Jesus mor. Hun fortalte om den dag, at hun fik besked fra en engel, om at hun skulle føde Messias, hun fortalte om sin frygt og tvivl, og hendes ønske om at det bare var en drøm. Men rundt omkring hende så hun fjer, som fik hende til at tro på, at englen havde været der. Hun fortalte om sin frygt for at hendes forhold til Josef skulle blive ødelagt, men Josef fik også en besked fra englen. Kvindens stemme var beroligende. Hun holdt en ikon af Jesus og viste os nogle af fjer, som hun sagde, var englens fjer. Det var fantastisk at se en dramatisk fortælling med brug af rekvisitter. Her i denne fortælling, fik børnene kendskab til Jesus' menneskelighed, om Jesus, som en del af en familie. 

Efter de syv steder samledes alle i et lokale, hvor der var festlig musik, og brød og juice blev serveret. Her sang alle de to sange, de havde lært i forvejen. Den sidste sang blev sunget som kanon. Det var et fantastik kor af stemmer. Der blev sagt en fin tak og farvel til alle. 

Jeg betragter dagen som en meget smuk, fantastisk oplevelse for børn, at opleve fortid i nutiden, og at kunne anvende en gammel historie i en nutidig sammenhæng. Jeg brugte ikke tid til at finde ud af, hvem de personer var, som havde rollen som Maria Magdalene, Den Blinde Mand, Kajfas, Simon Peter, Johannes og Maria, eller hvem der var Jesus eller borgmester eller disciple. 

"Jesus på slottet 2008" opleves i hukommelsen som en dramatisk fortælling, en fortælling, der bærer et historisk og eventyrligt  indhold, som kan anvendes i børnenes egen situation uanset hvilken religion, de hører til.  Jesus på slottet er et genialt arrangement. Tak til alle, som har knoklet for at det kunne fungere så fint, en uforglemmelig oplevelse for børnene i vores moderne tid. 

EP